København

Fængsles for at hjælpe afdød terrormistænkt

To yngre mænd er blevet fængslet for at have hjulpet den 22-årige i forbindelse med terrorangreb

Anklager Stig Fleischer taler med medierne udenfor dommervagten i København mandag 16. februar 2015, hvor to mænd i grundlovsforhør sigtes for medvirken til drab ved terrorangreb. Foto: Michael Bothager, Scanpix

Anklager Stig Fleischer taler med medierne udenfor dommervagten i København mandag 16. februar 2015, hvor to mænd i grundlovsforhør sigtes for medvirken til drab ved terrorangreb. Foto: Michael Bothager, Scanpix

KØBENHAVN:En dommer har mandag varetægtsfængslet to mænd, der sigtes for at have bistået den 22-årige, som efter alt at dømme stod bag to terrorangreb i København i weekenden.

Mændene er begge blevet fængslet i 10 dage, men er ikke blevet isoleret.

Kendelsen er afsagt efter et flere timer langt grundlovsforhør i Dommervagten på Politigården i København.

Skaffede våben

Københavns Politi har sigtet de to for medvirken til drab, drabsforsøg og grov vold. Desuden sigtes de for at have overtrådt straffelovens våbenparagraf.

Mændene er 19 og 22 år.

Politiet hævder, at mændene skaffede et våben fra det første angreb af vejen og desuden skjulte den 22-årige, som selv senere blev dræbt i en skudveksling med politifolk søndag morgen nær Nørrebro Station.

Våbnet er en M 95 automatriffel.

- Det er en alvorlig og omfattende sag, siger senioranklager Stig Fleischer efter retsmødet.

Nægter sig skyldig

Han erklærer sig tilfreds med, at begge er blevet fængslet.

De to unge nægter sig skyldige. Den ene blev anholdt søndag morgen, mens politiet fik fat i den anden om eftermiddagen.

Mens Københavns Politi har betegnet angrebene på et debatmøde på Østerbro og mod synagogen i Krystalgade i København som terrorhandlinger, drejer sigtelsen mod de to påståede sig ikke om terror-bestemmelserne i straffeloven.

Afviste isolation

Der er ”kun” rejst sigtelse om medvirken til drab, drabsforsøg og vold, har advokaturchef Dorit Borgaard tidligere på dagen oplyst til Ritzau.

De to nu fængslede sigtes også for at have overtrådt straffelovens våbenbestemmelse.

Under retsmødet mandag krævede anklageren en varetægtsfængsling i fire uger. Desuden bad han om isolation, men det afviste dommeren altså.

Fængslingen begrundes med, at de to unge kan ødelægge politiets efterforskning, hvis de er på fri fod.

/ritzau/