Fængslet efter våbenfund

ODENSE:En 38-årig mand blev torsdag fængslet i 14 dage, sigtet for at være i besiddelse af en stor mængde våbenenheder, der blev fundet, da politiet for en uge siden ransagede mandens hjem og forretning, Svendborg MC, på Nordre Ringvej i Svendborg. Her fandt politiet cirka 300 våbenenheder. Det skriver fyens.dk. Den 38-årige blev anholdt, da han onsdag kom hjem fra ferie. Våbenfundet tæller blandt andet en AK47-automatriffel, en pumpgun, to revolvere, en tromlepistol samt ammunition. Indehaveren menes at have skjult våbnene for rockerorganisationen Hells Angels, der kæmper med kriminelle indvandrerbander om det danske narkotikamarked. Den 38-årige har erkendt at have haft våbnene./ritzau/