Trafikulykker

Fængslet for at jagte dreng og køre ham ihjel

ÅRHUS:Den 35-årige mand, der søndag morgen påkørte og dræbte en 16-årig dreng i Sabro ved Århus, er blevet varetægtsfængslet i 14 dage, oplyser Østjyllands Politi. Manden blev i går eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre i Retten i Århus. Ifølge jp.dk er manden sigtet for uagtsomt manddrab efter straffelovens paragraf 252 og 241, der kan give fængsel i op til otte år, men han nægter sig skyldig. Den 16-årige dreng døde i formiddag i Århus efter påkørslen. Drengen blev jagtet af den 35-årige, der kørte ham over i sin bil på et græsareal. Optakten var, at manden ved 6-tiden fra sit hjem så drenge rode med hans firhjulscrosser. De stak af, hvorefter han forfulgte dem i sin bil. På Vistoftvej i Sabro fik manden øje på nogle drenge, som han mente var dem, han havde set fra sit hjem. Blandt drengene - politiet ved ikke præcist hvor mange - var den 16-årige. Drengene løb ind på et græsareal, men manden kørte efter for at afskære dem fra at flygte. Under flugten faldt eller snublede den 16-årige, hvorefter han blev kørt over og klemt fast under mandens bil. - Han kunne ikke nå at bremse, da drengen faldt, siger vagtchef Mikael Larsen fra Østjyllands Politi. I en kommentar til sagen siger juraprofessor Lars Bo Langsted, Aalborg Universitet, til jp.dk, at man har ret til at standse en forbrydelse, men går man for langt, ender man med selv at skulle stå til ansvar. - Straffelovens paragraf 13 siger, at man kan forsvare sig mod et uberettet angreb. Med andre ord betyder det, at man straffrit kan forsvare sig, hvis det, man gør, er nødvendigt og forsvarligt, og det skal være begge dele, Lars Bo Langsted fortæller, at der ikke er præcedens på straffesager, der ligner sagen fra Sabro. - Men med de informationer jeg har fået om den aktuelle sag, lyder det som om, at vi er langt ude over nødværgegrænserne. Selv om drengene var inde og røre ved crosseren, så stjal de den jo ikke. Og da de stikker af uden den, er angrebet på mandens ejendom allerede afværget der, siger professoren til jp.dk. /ritzau/