Fængslet for at tilbageholde vagtlæge

MIDDELFART:En vagtlæge på Fyn blev natten til mandag tilbageholdt af en psykisk syg mand i Middelfart. Kriminalpolitiet i Middelfart beretter, at den 30-årige mand bor i et bofællesskab og blev så dårlig i løbet af natten, at vagtlægen blev tilkaldt. Den 30-årige var imidlertid ikke tryg ved, at lægen skulle gå igen på et tidspunkt og tog derfor vagtlægen i et halsgreb samt krævede, at han blev på stedet. Et ansat i bofællesskabet tilkaldte politiet, så vagtlægen kunne få lov til at tage videre til andre patienter. Den 30-årige blev mandag varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling indtil 4. september. Kriminalpolitiet i Middelfart oplyser, at det har andre anmeldelser, hvor manden har opført sig truende over for ansatte./ritzau/