Fængslet for brutalt flaskeoverfald

17-årig mand er blevet varetægtsfængslet efter et groft overfald på en 26-årig mand i Thisted. Offeret blev slemt tilredt. Opdateret kl. 16.30.

Det gik særdeles voldsomt for sig på Restaurant Dampmøllen i Thisted torsdag morgen ved 5-tiden. Politiet fik en melding om et større slagsmål. To mænd fra Skive på henholdsvis 30 og 17 år havde tilsyneladende angrebet en 26-årig mand fra Mors med flasker. Offeret blev tildelt adskillige slag i ansigtet. Angrebet var så voldsomt, at flaskerne blev knust. Den 26-årige fik en to centimeter dyb flænge i tindingen og er forslået i det meste af ansigtet. De to mænd blev anholdt og kørt til afhøring på politistationen. Politiets juristerer vurderede kun, at der var grundlag for at fremstille den yngste i et grundlovsforhør. Den 17-årige mand blev torsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger.