Fængslet for containerbrande: Derfor gjorde jeg det

Personlige problemer fik arbejdsløs mand til at sætte ild til containere, fremgik det af grundlovsforhør

Peter Witten og Heidi Majgaard B. Pedersen
En række affaldscontainere i Aalborg blev ramt af brand i weekenden. Foto: Nicholas Cho Meier
Aalborg 16. april 2018 12:38 - Opdateret 16. april 2018 19:50

AALBORG: En 30-årig mand fra Aalborg blev ved et grundlovsforhør mandag varetægtsfængslet fire uger, sigtet for at stå bag i alt otte påsatte brande i Aalborg-området i weekenden.

Natten mellem lørdag og søndag blev der sat ild til containere på Gasværksvej, Årestrupvej, Stormgade og Østre Havnepromenade.

Og natten mellem søndag og mandag måtte Nordjyllands Beredskab igen rykke ud til containerbrande, nu på Reberbansgade, Teglvænget og Gasværksvej.

- Vi har anholdt en person i nat, som havde en mistænkelig adfærd. Han blev truffet i området, sagde politikommissær Carsten Straszek tidligere mandag.

Personen, den 30-årige mand, blev mandag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Her fortalte manden, som er arbejdsløs, at han har været påvirket af sine personlige og sociale forhold forud for ildspåsættelserne. Han erkendte at have startet de otte brande i containere - brande, som dog ikke har været til fare for hverken mennesker eller bygninger, oplyser anklagerfuldmægtig Linnea Buus Vilsbøll fra Nordjyllands Politi.

Da politiet mener, der er fare for, at den 30-årige igen kan finde på at starte brande, krævede de ham varetægtsfængslet.

Nu skal den 30-årige mentalundersøges, hvilket han accepterede. Han kærede ikke fængslingskendelsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...