København

Fængslet for knivstikkeri

KØBENHAVN:To unge mænd blev 2. juledag varetægtsfængslet i 27 dage - med de første 13 dage i isolation - efter at de under et klammeri med en 18-årig mand ud for en 7-Eleven døgnkiosk i København torsdag trak en kniv og jog den i offeret. De to nu fængslede opsøgte selv politiet i følgeskab med den enes fader. Den ene af de unge havde over for faderen erkendt, at han trak kniven under tumulten. Den fandt sted på Nørre Voldgade, hvor offeret sammen med en kammerat ventede på at blive ekspederet. De to kom op at skændes med de to nu fængslede, en disput, der endte med at den ene deltager blev stukket ned foran kiosken. Da ambulancen ankom til stedet, lå den 18-årige i en blodpøl på fortorvet, mens gerningsmændene var forsvundet. /ritzau/