Fængslet for mystisk hjemmerøveri

To personer er onsdag blevet varetægtsfængslet i tre uger for et groft hjemmerøveri i Moseby helt tilbage i juli sidste år.

To personer blev onsdag varetægtsfængslet i tre uger i forbindelse med et hjemmerøveri i Moseby sidste år, hvor en 35-årig mand blev stukket med kniv. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre, og derfor er efterforskningsleder Peter Skovbak også sparsom med oplysningerne i sagen. Hjemmerøveriet fandt sted på Svanemosevej i Moseby, natten til onsdag den 22. juli sidste år. Fire maskerede røvere dukkede op ved en 35-årige mands bopæl og forlangte penge. Her bankede de ham, stak ham i skulderen, så hans lunge punkterede, og tvang ham ud i en bil med det formål, at han skulle skaffe dem penge - først hos en bekendt på Orkidévej og herefter hos forældrene på Klydevej i Kaas. Offeret alarmerede politiet fra Klydevej, og gerningsmændene stak af i en bil, der senere blev efterladt på Moseby Skole. Den 35-årige, der selv er kendt af politiet, hævdede dengang, at han ikke kendte gerningsmændene. Politiet har efterforsket sagen som hjemmerøveri, men har hele tiden haft mistanke om, at offer og gerningsmænd kender hinanden.