Fængslet for overgreb på plejebørn

En 65-årig mand skal sidde varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have forulempet flere piger på en nordjyske institution for børn og unge. Institutionen har blandt andet taget imod mindreårige ofre for seksuelle overgreb.

Fængslingen skete ved et lukket grundlovsforhør i retten i Aalborg, hvor manden nægtede sig skyldig og straks kærede kendelsen til landsretten. Han sigtes for voldtægt og anden seksuel omgang med en pige og for anden kønslig omgang med to andre piger i perioden fra 1997 til 2003. Institutionen blev lukket af Nordjyllands Amt, efter at politiet gik i gang med at efterforske, hvorvidt der var begået overgreb mod børnene. /ritzau/