Fængslet for pistol i fristad

København, mandag /ritzau/ 31-årig afsløret i Christiania med skarpladt pistol. En mand på 31 år erkendte sig skyldig i overtrædelse af våbenloven, da han mandag formiddag i Dommervagten i København blev fængslet for at bære en skarpladt pistol søndag eftermiddag på Christiania. Kun tre dage efter det vilde skyderi i Pusher Street blev betjente opmærksomme på den tætbyggede mand, og mistanken viste sig at være fuldt berettiget. Han var bevæbnet med en kaliber 7.65 pistol med seks skarpe patroner i magasinet. Desuden havde han 25 andre patroner med sig, da han blev anholdt klokken 16.40 i fristaden. Grundlovsforhøret blev holdt bag lukkede døre, så mandens forklaring på udrustningen kendes ikke. Retsmødet endte med, at han blev varetægtsfængslet for 25 dage. Det er kun to en halv måned siden, at den nu fængslede blev dømt for at have deltaget i et blodigt opgør mellem to grupper af yngre mænd på Statens Bilinspektions plads i Rødovre ved København. Straffen lød på fængsel i et år og tre måneder. Under sammenstødet mellem grupperne blev der brugt et sværd, en machete og knojern, ligesom et oversavet jagtgevær blev fyret af. I 1995 blev han af et nævningeting straffet med fængsel i seks år for vold med døden til følge. På Blågårds Plads i København havde han stukket en anden mand ned med en dolk. Offeret blev ramt i hjertet og døde inden for et minut. /ritzau/