Fængslet for røveri mod 84-årig kvinde

Røverier 12. december 2004 05:00
KØGE: En ældre kvinde kom i vejen for to meget unge mænd, der begik indbrud i hendes hjem i Køge fredag aften. Dermed endte sigtelsen på røveri, da de to unge på 17 og 18 år lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet frem til lillejuleaften. De to blev anholdt fredag lidt efter klokken 22, ganske kort efter røveriepisoden. På det tidspunkt var de i besiddelse af blandt andet smykker fra kvindens hjem. Ifølge politiet i Køge har de to formodede gerningsmænd ikke erkendt røveriet i fuldt omfang, men altså heller ikke været helt afvisende til påstanden om deres tilstedeværelse i kvindens hjem. Lørdag eftermiddag kunne vagthavende ved Køge Politi ikke oplyse nærmere om detaljerne under røveriet. Den ældre kvinde fik en 13 centimeter lang revne på armen, men om mændene decideret har overfaldet hende, eller huden blot er bristet, fordi ældre menneskers hud kan være nærmest pergament-agtig tynd og skrøbelig, kunne vagthavende ikke fortælle. Den ene af de to skulle have været anbragt i surrogatfængsling på en lukket institution på grund af sin alder, men som følge af pladsmangel er han foreløbig blevet anbragt i et almindeligt arresthus sammen med voksne arrestanter, lyder det fra Køge Politi. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...