Fængslet for vold og røveri

Et kærestepar på 37 og 38 år benægtede totalt vold mod en 45-årig mand i Ydby

Et brækket kæbeben og knogle ved øjet foruden blå mærker og flere ømme steder. Det viste lægernes undersøgelser af en 45-årige mand fra Snejbjerg ved Herning. Men alle disse skader var helt hans eget værk. Det var i hvert fald holdningen hos en 37-årige mand fra Herning, som i et grundlovsforhør i Retsafdelingen i Thisted var sigtet for vold, trusler og røveri mod den 45-årige i et hus i Ydby tirsdag aften. - Jeg sagde han skulle søge en psykolog, forklarede den 37-årige om en bemærkning, som af et vidne i stedet var blevet hørt til at den 37-årige ville slå den 45-årige ihjel. Hans 38-årige kæreste, som tidligere har levet sammen med den 45-årige, forklarede i grundlovsforhøret også, at hverken hun eller den 37-årige havde været voldelige. Eller i hvert fald havde hun ikke set noget og heller ingen skader på den 45-årige, da de kørte deres vej igen fra Ydby efter den 45-årige ganske frivilligt havde udleveret mindst 3000 kroner til parret. Den 37-årige havde også en dom for et voldeligt overfald på den 45-årige for fire år siden og den detalje plus vurderingen af forklaringer og afhøringer betød, at dommeren valgte at sende parret tre uger i varetægtsfængsel, da der var stor sandsynlighed for, at de havde forøvet de kriminelle gerninger og at de også ville forsøge at påvirke efterforskningen. Begge kærede fængslingen til landsretten.