Voldtægt

Fængslet for voldtægt mod eks-kæreste

RANDERS:En 42-årig mand blev i går formiddag i et lukket grundlovsforhør ved retten i Mariager fængslet i fire uger, sigtet for vold og voldtægt mod sin tidligere kæreste. Ifølge sigtelsen brød manden tirsdag morgen ind hos den 36-årige kvinde i en villa i Spentrup nord for Randers, hvor han udsatte hende for vold og voldtægt, oplyser kriminalinspektør Børge Fransen, Randers. - Det lykkedes kvinden at alarmere nogle naboer, som så tilkaldte politiet, siger kriminalinspektøren, der med henvisning til de lukkede døre i grundlovsforhøret ikke vil komme nærmere ind på omstændighederne ved overfaldet. Den 42-årige, som nu skal mentalundersøges, kærede ikke fængslingen til landsretten. /ritzau/