Fænomenal gallakoncert i Musikhuset

GALLAKONCERT Bryn Terfel & Iréne Theorin # # # # # # Mon nogen koncert i de sidste mange år har kunnet præstere en mere overrumplende aften end denne i Symfonisk sal i Musikhuset Aarhus, hvor den walisiske basbaryton Bryn Terfel havde sin første optræden i Danmark? Mage til overdådigt klingende baryton og scenisk udstråling skal man lede meget længe efter. Gallakoncertens første afdeling var helliget Wagner, og Hans Sachs arie fra 2. akt "Was duftet doch der Flieder" gav et gyldent førstehåndsindtryk af Terfels heltebaryton, der nåede rundt om de fineste nuancer i den følelsesmættede arie med en sikker fornemmelse for alle ariens dramatiske effekter, effekter, som mangedobledes i den store arie "Die Frist ist um" fra "Den flyvende Hollænder". Iréne Theorin skal snart synge Wagner i Bayreuth, og man forstår efter at have hørt hende i aftenens Wagner-arier til fulde hvorfor. Hende fortolkning af Elisabeths hilsen "Dich teure Halle grüss ich wieder" indeholdt al den forventningsfulde jubel, der er i denne arie, mens Sentas melodramatiske, balladeagtige arie fra "Den flyvende Hollænder" får denne spændende soprans fulde vægt, så at man dybt grebet kommer til klarhed over uhyggen. Anden del bestod dels af italienske operaarier, dels af amerikansk opera, repræsenteret ved George Gershwin, og der kom der en ganske anden side fra hos Terfel. Han er kendt for sin fortolkning af Falstaff, og i "Ehi! Paggio! Lonore! Ladri" foldede han sig ud med al den falstaffske forslagne, plumpe charme i gestus som i udtryksvariationer og i et muntert samspil med koncertmester og dirigent. Til gengæld kom den skumle ondskab til udtryk i den virkelig farlige tolkning af "Tre sbirri, una caeeozza" fra "Tosca". Det er som Tosca, Iréne Theorin for øjeblikket fejrer en af sine store triumfer; hendes "Vissi darte" har en uhørt smerte og en sjælden klasse. Aftenen rundedes af med fire arier fra "Porgy and Bess", og vel er Sporting Lifes vise "It Ain't Necessarily So" en veldrejet bibelsk sang, men i Terfels underbare humorfyldte udgave er der direkte kontakt til Vorherre via mobiltelefon, og den samtale ender med himmelvendte øjne! Men forud for denne sang har Bess og den lamme Porgy jo fundet hinanden, og der er jubel og forundring og kærlighed i den berømte duet "Bess, You Are My Woman Now". Den jyske Operas kor og Aarhus Symfoniorkester dirigeret af Giordano Bellincampi fik velfortjent ros af Bryn Terfel. De leverede til de to flotte sangpræstationer en eksemplarisk indsats. Jens Henneberg kultur@nordjyske.dk Gallakoncert Iréne Theorin og Bryn Terfel. Aarhus Symfoniorkester og Den jyske Operas kor Dirigent: Giordano Bellincampi. Symfonisk Sal, Musikhuset i Århus fredag aften