Færgegæster fra Færøerne strandet i Hanstholm

Aflysning af al færgesejlads denne weekend betød ekstra ophold i Hanstholm for 48 færgegæster, der skulle have været med Norröna til Færøerne og Island.

Ulla Scharff Christiansen
Es­bern Poul­sen, t.h. har holdt jul og nyt­år hos en dat­ter i Val­by og får for­læn­get sit op­hold i Dan­mark med fire dage, men både han og de an­dre stran­de­de fær­ge­gæs­ter, ta­ger for­sin­kel­sen med ro. Foto: Pe­ter Mørk
Island 15. januar 2007 22:22

På grund af stormen måtte færgen blive i Bergen, og først i dag - fire dage senere end forventet - anløber Norröna. Færgen ventes at ankomme ved middagstid og afsejler igen i eftermiddag klokken fire. De 48 gæster der skulle have været med fra Hanstholm lørdag, blev indkvarteret dels på Hanstholm Sømandshjem og resten på Hotel Hanstholm, fortæller sømandshjemmets bestyrer, Arne Sielkjær. - Nogle valgte at tage hjem næste dag, blandt andet nogle tyskere, der skulle have været på cruisetur og tilbage har vi nu 21 gæster, de fleste færinge. På grund af forsinkelsen, som har betydet at Norröna er kommet bagud i fartplanen, er turen til Island droppet, og de gæster der skulle derop, har valgt at komme af sted på anden vis, fortæller Arne Sielkjær. Slapper af De tilbageværende 21 gæster tager forsinkelse med ro. Jegvan Vidgaard bor i Esbjerg, men fisker fra Færøerne og skulle lørdag havde været med færgen. Nu satser han på, at Norröna er på Færøerne torsdag morgen, for hans skib skal sejle torsdag eftermiddag. - Jeg har boet i Esbjerg 36 år. Dengang flyttede jeg herned fordi, der var godt fiskeri. Nu er der ikke noget fiskeri i Esbjerg, så nu tager jeg til Færøerne for at fiske. Det forlængede ophold i Hanstholm har Jegvan Vidgaard brugt til at slappe af i. Han har før fisket fra Hanstholm, så for ham er der ikke så meget nyt at se. Han tager det ufrivillige ophold med sindsro, og får tiden til at gå med at snakke med de andre, der er strandet på sømandshjemmet. Det samme gør Esbern Poulsen, der er kok på et færøsk havundersøgelsesskib. Esbern Poulsen havde ellers lidt af en hektisk lørdag aften med at komme til Hanstholm for at nå færgen. Esbern Poulsen har holdt jul og nytår hos en datter, der bor i Valby. 3. januar fløj han til en anden datter, der er designer og bor i Milano, og 9. januar var han i Valby igen, for at hente sin bil, som datteren havde lånt, mens han var væk. På vej til Hanstholm lørdag undrede Esbern Poulsen sig lidt over, at der næsten ingen trafik var på Storebælts Broen, hvor det ruskede og rev godt i hans lille moderne høje bil. Hvorfor der var så tomt på broen opdagede han næste dag, da han så tv, broen var nemlig lukket på grund af stormen, men Storebæltsforbindelsen havde glemt at sætte bomme op. - Så forstår jeg bedre, jeg var næsten eneste bil, griner han. Esbern Poulsens ferie slutter 1. februar, så på den vis betyder færgeforsinkelsen ikke, at han forsømmer sit arbejde. - Men jeg tænker på alt det, jeg skulle nå at lave hjemme, bedyrer han med et smil. Smyril Line har betalt alle udgifter i forbindelse med det ekstra ophold. - På nær frokosten her - men vi lider ingen nød, lød det fra de besindige færinge. ulla.scharff@nordjyske.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...