Havne

Færgekaos truer havnen i Hirtshals

Succes med flere ruter skaber bekymring - Color Line frygter nu for en sommer med kaos og pladsmangel

HIRTSHALS:Der er ikke noget, der er så godt, at det ikke er skidt for noget. Sådan kan man - med en lille omskrivning af det gamle ordsprog - beskrive en stigende bekymring hos Color Line. I torsdags havde rederiet premiere på en ny norgesrute fra Hirtshals havn. Og dermed er der nu udsigt til, at flere færger skal afgå på én gang fra den i forvejen pressede havn. - Som det er i øjeblikket, så er det noget af kabale for at få tingene til at gå op. Vi vil få en højsæson med en stor intensitet i afgange og ankosterne. Det bliver en stresset sommer med afgange, der kommer til at ligge så tæt, at der faktisk er to afgange og en ankomst inden for en time. Så det bliver et meget stramt program, siger den adm. direktør i Color Line Danmark, Jakob Jensen. Color Line indsatte torsdag færgen M/S Prinsesse Ragnhild på en ny rute til Norges Vestland. Men rederiet har planer om flere ruter. Derfor håber man nu på en fremtidig udvidelse af havnen, så færgetrafikken ikke ender i kaos. - Vi vil arbejde sammen med havnen for at få et større areal, der kan indgå i masterplanen. Vi får brug lidt mere plads - også fordi vi selvfølgelig håber på, at trafikken til og fra vores færger i Hirtshals vil vokse, tilføjer Jakob Jensen. Hirtshals' borgmester KnudStørup (UP) er også er formand for havnen: - Det er måske lidt af et luksusproblem, men jeg anerkender problemstillingen. Color Line har gjort Hirtshals til deres basishavn og det skal vi anderkende. Derfor gør vi noget ved det i masterplanen og tager de drøftelser der skal til, siger Knud Størup, der håber på, at en aktuel flytning af toldfunktionen kan skabe lidt mere plads til færgetrafikken.