EMNER

Færgemanden ønsker større skib

Godt nok bor færgeskipper Per Bennedsen ikke på Egholm. Men han kender hver eneste beboer og følger med i, hvad der rører sig på øen.

Per Bennedsen vil være mindst lige så ked af det som langt de fleste beboere på Egholm, hvis han færge bliver erstattet af en vejforbindelse tværs over øen. Ikke alene vil det betyde, at han mister sit arbejde. Han mener også, at det vil være et tab for hele Aalborg Kommune. - Det er nogle dejlige mennnesker, der bor på Egholm. Selv om turen over kun varer tre-fire minutter, når vi som regel at få en sludder, og vi kommer ret tæt på hinanden. Uden at skipperen har tal på det, fornemmer han et stigende antal endagsturister på Egholm, hvor der også er mulighed for primitiv overnatning. Et tilbud, som mange unge benytter sig af. - Her om sommeren har jeg mange flere overfarter, fordi folk gerne vil herover en tur. Men det vil fuldstændig blive ødelagt, hvis der kommer en motorvej tværs over Egholm. Så vil folk bare suse forbi. - Mange af de gæster, som jeg sejler over, spørger om ikke det er muligt at købe en ejendom eller en byggegrund. Men der er intet til salg, og der bliver ikke udstykket byggegrunde. Det er netop det, der er med til at gøre Egholm til noget helt enestående. Per Bennedsen startede som skipper på Egholm-færgen for to år siden efter at have sejlet langfart siden 1958. Han kan ikke forestille sig et bedre job. Men skipperen har ét stort hjertesuk. Han ønsker sig en større færge, hvilket også vil kræve en ændring af færgelejerne. - Der er kun plads til tre biler på den nuværende færge, og landmændene på øen kan ikke få en lastbil over med foder. Det vil hjælpe gevaldigt med en større færge. En større færge og nye færgelejer vil koste cirka 20 millioner kroner. Men det ønske vil politikerne ikke tage stilling til, før beslutningen om den tredje Limfjordsforbindelse er truffet. - Politikerne skulle hellere sørge for, at trafikken gennem tunnelen virker optimalt, før man kaster sig ud i en ekstra forbindelse. I øvrigt er det sådan, at nordjyder synes der er kø i tunnelen, hvis de skal sænke farten til under 130 km/t.