EMNER

Færgen trodser tyk is

Egholmoverfarten går ned på timedrift for at skåne materiellet

Egholmfærgen sejler igen. Efter en tur på værft mandag, blev færgen tirsdag igen indsat på ruten mellem Aalborg og den lille ø i Limfjorden. Men overfartsleder Erik Winther advarer om, at færgen formentlig går over til timedrift for at skåne materiellet. Flere steder er der tyk is - nogle steder op til 30-40 centimer. - Det kan ikke hjælpe noget, at vi smadrer skruerne igen, siger Erik Winther. Begge skruer blev op til weekenden bøjet af isen, og færgen var nødt til at gå ned på timedrift i stedet for halvtimedrift, inden den kom på værft. Hvis man vil følge med i færgens sejlplan, er det muligt at tilmelde sig en sms-service på Aalborg Kommunes hjemmeside. - Og så håber jeg snart på noget mildning i vejret med vind fra syd og vest, siger overfartsleder Erik Winther. Aalborg Kommune, der driver overfarten, havde mandag allieret sig med en slæbebåd til at bane vej til Mathis Værft ved skudehavnen i Aalborg, og slæbebåden lå også standby til akut transport mellem øen og fastlandet. Men Søfartsstyrelsen vil le ikke tillade persontransport, fordi der ikke er læ om bord på slæbebåden. Selv om overfarten kun tager to minutter.