EMNER

Færgeprojekt fortsat lige ved og næsten

- Tingene er lige op over, siger Poul Røge, medlem af bestyrelsen for Thy Ferries A/S.

Både bestyrelsen for Thy Ferries A/S og Hanstholm Havn venter på den endelige tilkendegivelse om flere væsentlige forhold i færgeprojektet: Hvornår skal der sejles, med hvilken færge - og om lykkes det at leve op til kravet om en selskabskapital på minimum 15 mio. kroner senest med udgangen af februar. Adm. direktør Svein Olaf Olsen har i norsk presse klart tilkendegivet, at alle spørgsmål om kapital og færge er klaret. Kapitalen er på plads, og der er lavet aftale om køb af en færge, som ifølge Olsen sættes i rute 10. april, 13 dage tidligere end den dato, Thy Ferries meldte ud sidste år. Svein Olaf Olsen ønsker imidlertid ikke at gå i detaljer om rederiets nye færge, skriver Kristiansand-avisen Fedrelandsvennen på sin netavis. Direktør Poul Røge, Hanstholm, medlem af Thy Ferries bestyrelse, valgte fredag at forholde sig afventende i forhold til Svein Olaf Olsens tilkendegivelser om status på færgeprojektet. - Jeg ved, at tingene er lige op over, og at vores bestyrelsesformand Rasmus Haugaard netop nu (fredag eftermiddag, red.) sidder i de sidste forhandlinger, og jeg ved, at alt tegnede positivt, da han tog af sted til forhandlingerne, siger Poul Røge, som, uden at ville bekræfte Svein Olaf Olsens tilkendegivelser, understreger, at hans forventninger om succes er store. Hanstholm Havn følger også udviklingen i færgeprojektet med interesse. Men havnedirektør Birgitte Juhl Klittenberg er i lighed med Poul Røge afventende.