EMNER

Færger holder fast i olietillæg

Selvom oliepriserne falder, vil Stena Line ikke fjerne deres olietillæg på 30 kr. pr. passager.

Olieprisen er faldet til under 60 dollars pr. tønde, det halve af, hvad prisen var i maj, da Stena Line indførte et olietillæg på 30 kroner pr. passager mellem Frederikshavn og Göteborg. Men den lave pris får ikke færgeselskabet til at sløjfe tillægget. - Så længe vi ikke ser en mere stabil oliepris, har vi ingen planer om at fjerne tillægget. Vi kan jo ikke justere vores priser hele tiden, siger Carsten Kruse, der er markedschef hos Stena Line. Han mener ikke, at den nuværende oliepris er realistisk og er sikker på, at prisen snart vil stige. På Læsø Linien er man også forsigtig med at fjerne sit tillæg på 40 kr. pr. bil og 15 kr. pr. person. - Da vi indførte det, havde vi overskredet oliebudgettet med en million kroner, og vi er stadig langt fra at have dækket den merudgift, siger Læsø Liniens direktør, Jess Jessen-Klixbüll. Han fortæller dog, at Læsø Linien fra nytår vil fjerne olietillægget.