Færinger indtager Vrå

Lørdag åbner Kunstbygningen på Højskolevej i Vrå en ny udstilling, kaldet "Færøerne i stort format".

Jane Bünemann,
Anne Lie Stokbro med et af de meget store malerier - her af Eydun av Reyni. Foto: Bente Poder
Musik 4. september 2009 11:16

Udstillingen hænger tematisk sammen med udstillingen om grafik fra Færøerne, som i dag åbner på Vendsyssel Kunstmuseum. Men i Vrå handler det om oliemalerier - meget store malerier. - Jeg lavede aftalen med kunstnerne for et år siden, så de har haft et år til at arbejde med opgaven, fortæller kunstbygningens kunstneriske leder, Anne Lie Stokbro. Hun bad seks færøske kunstnere om at male i stort format: - De udstiller ofte i gallerier, hvor de viser mindre formater, så jeg synes, at det kunne være interessant at se nogle store billeder. Anne Lie Stokbro blev dog lidt overrasket over, hvor stort de færøske malere kunne male. - Nogle af malerier er to gange 4,1 meter. Det giver et fantastisk udtryk, når maleriet kommer op i de størrelser, siger Anne Lie Stokbro, som før ophængningen var en anelse nervøs for, om billederne i det hele taget kunne være i salen. I Kunstbygningens anden sal har man hængt den faste Engelundsamling op på en ny måde, så større billeder mikses med små. Midt i det hele står Erland Knudssøn Madsens store røde skulptur, "Instrument til kærlighed". - Det er lige Svend Engelunds røde farve. Skulpturen skal stå der som et virkeligt fremmedelement, forklarer Anne Lie Stokbro om idéen med at lade en anden kunstner blande sig i Engelunds billeder. Færøsk musik De seks inviterede kunstnere fra Færøerne er Zácharias Heinesen, Hansina Iversen, Bárdur Jákupsson, Anker Mortensen, Tórbjørn Olsen og Eydun av Reini. Anne Lie Stokbro fortæller, at alle kunstnerne møder op i morgen til ferniseringen mellem 14 og 16, så man kan møde dem. Åbningstalen vil blive holdt af Bárdur Jákupsson. I forbindelse med åbningen af udstillingen vil der blive uropført tre nye musikstykker af tre færøske komponister, nemlig Kristian Blak, Tróndur Bogason og Kári Bæk. De har hver især komponeret et stykke musik, som fortolker og kommenterer den færøske billedkunst. Ensemblet SyZyGy vil spille den nye musik. Ensemblet består af Maria Sook Garmark, klarinetter, Malene Bichel, stemme, og Mikkel Andersen, guitar. Ensemblet SyZyGy vil også søndag klokken 14 spille de nye kompositioner. Søndag eftermiddag vil også flere af de færøske kunstnere komme til stede og fortælle om deres værker. Udstillingen kan ses frem til 15. november. To søndage i perioden kan man klokken 14 komme med på en omvisning på udstillingen. Det drejer sig om søndagene 20. september og 25. oktober.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...