Færøerne: Musvitter på afveje

København, lørdag /ritzau/ To musvitter blev i sidste uge set på Færøerne, hvor arten aldrig har vist sig før. Den ene af fuglene var ringmærket i Danmark. De to eksemplarer af den lille mejseart, som er almindelig i Danmark, men altså hidtil ukendt på Færøerne, blev fanget i net af Jens-Kjeld Jensen på Nólsoy, 20 minutters sejlads fra Tórshavn. Jens-Kjeld Jensen, der er dansker og selvlært ornitolog, har siden 1974 boet på øen, hvor han blandt andet ringmærker fugle for Zoologisk Museum. På museet i København kunne man ud fra talkoden på ringen konstatere, at musvitten var ringmærket den 13. august 2002 i Bjergby nær Mørkøv på Vestsjælland. Fuglen var da under et halvt år gammel og formentlig udruget lige i nærheden. Musvitten på blot 17 gram var i fin form, da den ni måneder senere dukkede op på Færøerne. Den havde da rejst næsten 1300 km, muligvis via Norge eller Skotland. Den hidtil længste kendte afstand, en musvit har tilbagelagt, er 874 km. Turen blev taget af en fugl, som fløj fra Danmark til det sydlige Finland. Ringmærkning har vist, at danske musvitter normalt er standfugle, altså bliver i yngleområdet året rundt. Formentlig er det mest ungfuglene, der strejfer omkring, når de har forladt forældrene. Genfundet af musvitten på Færøerne viser, at mærkningen har stor betydning for at kortlægge danske fugles træk, understreger Zoologisk Museum. Finder man en død fugl, som er ringmærket, kan man give et bidrag til udforskningen af den danske fuglefauna ved at sende ringen ind til museet. /ritzau/