Færøernes største fortidsminde skal reddes

Naturkatastrofer 8. oktober 2002 08:00

Tórshavn, mandag /ritzau/ Scinpix udsender foto. --- --- --- Færøernes største og mest kendte fortidsminde - den karakteristiske domkirkeruin i middelalderbygden Kirkebø - skal nu reddes fra at gå til grunde af det hårde og barske vejrlig i Nordatlanten. Et udvalg, bestående af sagkyndige, har udarbejdet en foreløbig redningsplan for domkirken - eller Muren, som den også kaldes på Færøerne - der lægger op til, at beskyttelsestiltag iværksættes allerede i indeværende efterår. Færøernes store klenodie, der hvert år beses af tusinder af turister, har i nu de sidste 700 år stået på en skråning ned til havet uden nogen form for beskyttelse mod det hårde vejrlig med bl.a. storm af orkanstyrke og regn og saltholdigt havvand piskende ind over sig. Da Muren samtidig har stået uden tag i adskillige hundrede år, er vandet ved at sive ind i murkernen. Ifølge Færøernes fungerende landsarkivar, Símun V. Arge, er det meningen, at der skal opsættes klimaskærme omkring murene. - Formålet er at stoppe naturens nedbrydning ligesom en optørring af de fugtige mure skal finde sted. Samtidig skal klimaskærmene fungere som arbejdsstilladser, som gør det muligt at konservere, siger Símun V. Arge. I redegørelsen for en foreløbig redningsplan anbefales det bl.a. også, at der i et vist tidsrum opsættes vindmålere i Kirkebø, så der kan blive dannet et billede af, hvor meget vindstyrkerne påvirker Muren. Arbejdet, der begyndes nu, skal afklare, om tiltagene er gode nok til at redde Muren fra fortsat nedslidning, men på længere sigt er det planen, at en endelig bevarelse af domkirkeruinen skal ske via udskrivning af en nordisk arkitektkonkurrence - eller idékonkurrence. Indtil for nylig har det været en almindelig antagelse, at Færøernes dyrebare fortidsminde, der blev opført omkring år 1300, aldrig blev bygget færdigt og derfor altid har stået uden tag. Flere arkæologer - herunder Knud J. Krog fra Nationalmuseet - er dog kommet frem til, at domkirken i sin tid blev bygget færdig og har været brugt indtil reformationen, hvor bispesædet i Kirkebø blev nedlagt. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...