Færøsk målmand: Der var tårer i omklædningsrummet

Følelserne var store, da Færøerne sensationelt havde slået Grækenland 1-0, fortæller Gunnar Nielsen.

15. november 2014 00:36 - Opdateret 15. november 2014 00:37

Det færøske landshold hentede en af sine meget sjældne sejre, da det fredag blev til en sensationel udesejr på 1-0 over Grækenland i EM-kvalifikationen.

Efterfølgende var jublen enorm i holdets omklædningsrum, viser en video, som fodboldforbundet har publiceret på sin Facebook-side.

- Det var tårer i omklædningsrummet, en masse følelser. Vi har ventet meget, meget længe på et resultat som dette. Vi er utrolig glade og stolte, siger holdets målmand Gunnar Nielsen, der har en fortid hos Silkeborg IF.

Sejren, der blev sikret på Joan Edmundssons mål efter en time, sikrede Færøerne de første tre point i kvalifikationsgruppe F.

Det giver holdet en aktuel femteplads foran netop Grækenland, og den færøske keeper vil have lov til at drømme om en mulig EM-billet, nu da slutrunden bliver udvidet til 24 deltagere.

- Vi drømmer stort efter denne kamp. Nu vil vi nyde denne sejr før noget andet. Nordirland (gruppens nummer to med ni point, red) er langt foran, men hvorfor ikke drømme?

Rumænien topper med 10 point, mens Grækenland, der nåede 1/8-finalen ved VM denne sommer, ligger sidst med et point for fire kampe.

/ritzau/Reuters/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...