Færøske Gudrun Jacobsen blev stjerne for en aften

Musik 6. april 2003 08:00

København, fredag /ritzau/ En ny stjerne er kåret. Foran 7000 tilskuere i Forum i København og hundrede tusindvis af tv-seere sang den 20-årige Gudrun Solja Jacobsen fra Tvøroyri på Færøerne sig til en førsteplads i Danmarks Radios "Stjerne for en aften"-konkurrence. 31 procent af de i alt 295.000 seere, der stemte i talentkonkurrencen, havde valgt kvinden med den magiske stemme som deres stjerne. Gudrun Jacobsen var på forhånd spået en plads i vinderfeltet, men mange havde også sat deres lid til den charmerende 18-årige hattebærer fra Esbjerg, Tarek Sidki. Han måtte "nøjes" med en tredjeplads med 17 procent af stemmerne, mens den 31-årige Jacob Andersen fra København kom ind på en andenplads med 24 procent af stemmer. De øvrige fire finaledeltagere uden en top-tre-placering er Jakob Sveistrup på 30 år fra Odense, Martin G. Pedersen på 25 år fra Silkeborg og duoen Martin Bentø og Ea Gemmer Haastrup på 17 år fra Hvidovre. De seks finalister var resultatet af et kæmpe opsamlingsheat på 2544 interesserede, der først blev reduceret til de sangere, der blev udvalgt til at deltage i de 10 indledende runder vist på tv i bedste sendetid hver fredag aften, og siden gik videre fra semifinalen til aftenens store finale. Med titlen som ny stjerne følger en pladekontrakt med pladeselskabet Universal, flere koncerter på en sommerturné arrangeret af Se & Hør og optrædener i diverse indkøbscentre rundt om i landet - plus alt det løse. Det er anden gang, Danmarks Radio har kørt en runde "Stjerne for en aften". Første gang var vinderen James Sampson. Det er i øvrigt ikke kun seertallene for programmerne, der vidner om en ubetinget succes. Ifølge Dansk Tipstjeneste har danskerne vist en helt overvældende interesse for at spille på, hvem der blev vinder af programmet. Fredag klokken 15.30 var der foreløbigt spillet for 530.000 kroner, og Tipstjenesten forventede, at omsætningen ville ende på omkring knap en million kroner. Til sammenligning omsatte spil på Det Internationale Melodi Grand Prix i maj 2002 kun knap 100.000 kr. Med til at passe på de nye stjernefrø og de mange tilskuere ved Forum var Frederiksberg Politi, der sørgede for ro og orden sammen med arrangørerne selv. Danmarks Radio har op til fredag aftens finale bebudet, at det er meget muligt, at der kommer endnu en runde af talentkonkurrencen, hvor helt almindelige danskere får lov at være "Stjerne for en aften". /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...