Færøske viser fra før Buster blev født

Nanna gæstede søndag Skovsgård med bandet Færd. Fire gæster overværede koncerten

SKOVSGÅRD:Om det var fordi, det var første søndag i advent eller om det var regnvejrets skyld. Det er der ingen, der ved. I hvert fald er faktum, at kun fire mennesker mødte op til bandet Færds koncert på Skovsgård Hotel i går eftermiddag. - Tak fordi I ville komme. (Pause) Alle sammen, joker saxofonisten Eskil Romme, da han byder velkommen. Der lyder latter fra salen. Viser om svigt og død I den næste lille times tid bliver det lille publikum introduceret for gamle færøske viser fra 1600-1700 tallet. Viser, som bliver sunget på dansk og som handler om had, kærlighed, svigt, død og ødelæggelse. - Alt det, som livet handler om på godt og ondt, fortæller Bertil Romme kort før koncerten. Igennem de sidste 20-30 år har han jævnligt besøgt Færøerne og det er de besøg, som har inspireret ham til at spille færøske viser. Viserne er små korte dramatiske fortællinger, som kan være på flere hundrede vers. Musikerne i Færd har dog kogt viserne ned til 8-12 vers. - Det er middelalderlige ballader og tonespringet er helt anderledes end vi kender det fra Danmark, fortæller bandets violinist, Peter Uhrbrand. Det var sammen med ham, at Eskil Romme fik stablet bandet på benene. - Folkemusikmiljøet er meget lille. Vi to fandt sammen og så plukkede vi de musikere, som vi gerne ville spille med, fortæller Peter Uhrbrand. Foruden de to består bandet i dag af Tapani Varis fra Finland, engelske Karen Tweed og sangerinden Nanna Lüders. Upåvirket band At salen langt fra fyldt med tilskuere denne eftermiddag, slår ikke bandet ud. - Det tænker vi ikke på. Vi spiller bare. Det er værre, hvis der sidder en flok, som ikke lytter efter, siger Bertil Romme og tilføjer, at det er ligeså meningsfyldt at spille for tre end for en fyldt sal. Bandet lader sig heller ikke påvirker under koncerten. Efter et par instrumentale numre kommer Nanna Lüders på scenen. Hun er dramatisk klædt i lang nederdel og mørke farver. Nanna Lüders er kendt af de fleste for sangen om Buster Oregon Mortensens mange prøvelser, som kom frem i firserne. I de færøske viser går det hårdere for sig end i Busters liv. - Vi skal have nogle splatter-agtige sange, siger Nanna Lüders til publikum. En af viserne handler eksempelvis om en mand, som voldtager og myrder sin søster, hvorefter han selv bliver brændt. Det er dog ikke kun voldelige numre, som det bliver plads til. Færd spiller også flere hits fra 1700-tallet. Man regner med, at numrene var hits for datiden, fordi de er blevet fundet i nodebøger over hele landet. Publikum får også en alternativ udgave af ‘Der er et yndigt land’. Det er Nanna, som har givet nationalsangen en anden melodi og hun fremfører det meget smukt. Til næste år skal Færd på turne til Australien og New Zealand. Tiden vil vise, om indbyggerne der er mere interesseret i færøske viser end borgerne i Skovsgård.