Graviditet

Færre ammer efter epiduralblokade

Kvinder, der får rygbedøvelse som smertelindring under fødslen, løber en større risiko for at få problemer med amningen, sammenlignet med kvinder, der ikke får epiduralblokade. Det har australske forskere nu fundet ud af. De har undersøgt hvordan kvinders brug af smertelindring under fødslen påvirker amningen. Undersøgelsen viste, at de kvinder, der havde fået epiduralbedøvelse, ammede deres børn i mindre udstrækning den første uge efter fødslen, sammenlignet med de kvinder, der ikke havde fået medicinsk smertelindring. 24 uger efter fødslen ammede 53 procent af de kvinder, der havde fået epidural, sammenlignet med 72 procent af de andre kvinder. Forskerne kan dog ikke forklare, hvorfor der er en kobling mellem valg af bedøvelsesmetode og amning. En hypotese er, at det syntetiske opioid fentanyl, som er stærkt smertelindrende og indgår i epiduralbedøvelse, kan have en hæmmende virkning på amningen. Kilde: dagensmedicin.dk