Færre ansatte hos politiet

Midt- og Vestjyllands Politi mister opgaver svarende til 40 medarbejdere i 2011 og 2012. Afdelingen i Thisted må tage afsked med to

EMNER 15. september 2011 09:30

Staten er i gang med at effektivisere politiets arbejde, og som led i denne proces mister Midt- og Vestjyllands Politi arbejdsopgaver svarende til 15 medarbejdere i 2011 og 25 medarbejdere i 2012. Modernisering af tjenesteplanlægning, omlægning af politiuddannelsen og flytning af alarmcentralen er nogle af årsagerne til, at administrative job forsvinder fra politiet i Midt- og Vestjylland. Afdelingen i Holstebro mister forholdsvis flest arbejdspladser, men stationerne i Thisted, Skive, Viborg og Herning rammes også af besparelserne. - Der er desværre et par stykker af medarbejderne i Thisted, vi må sige farvel til, siger politidirektør Jens Kaasgaard, der er chef for 800 ansatte. Der er ti administrative medarbejdere på kontoret i Thisted, hvor kørekortafdelingen beskæftiger de fleste. Fællestillidsmand for HK'erne i Midt- og Vestjyllands Politi, Hans Fløe, kalder situationen "frustrerende". For opgaverne flyttes ikke lige så hurtigt som afskedigelserne effektueres. Det betyder, at politiuddannede kommer til at sidde ved skranken og ekspedere straffeattester, hittegods og udlændingesager. - Jeg forventer, det går ud over efterforskningen, siger Hans Fløe. Ifølge Jens Kaasgaard vil borgerne dog ikke i større omfang komme til at mærke nedskæringerne. Hans Fløe siger, at man nu skal i gang med en ny organisering af arbejdet i politidistriktet. - Det er slet ikke utænkeligt, at det kan få betydning for Thisted, siger han. Folketingskandidat Simon Kollerup (S) ser sagen i et større perspektiv: - Jeg ser med stor bekymring på de her afskedigelser og udsigten til, at vi kommer til at miste kørekortafdelingen i Thisted - særlig i lyset af den lokale politiske vilje til at få et landsdækkende kørekortcenter i Thisted.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...