Færre bloddonorer

Brovst 24. september 2002 08:00

BROVST: Der bliver længere og længere mellem de frivillige, som et par gange om året lader sig tappe for blod på Brovst Sygehus. Fra januar 2000 til januar 2002 er antallet af donorer i Brovst Bloddonorkorps faldet fra 446 til 359. Fra 1997 til 2000 er antallet af årlige tapninger i den mobile blodbank faldet fra 463 til 350. Afdelingssygeplejerske ved den mobile blodbank Inger Edvardsen og den praktiske leder for Brovst Bloddonorkorps Anna Larsen ved ikke hvorfor, men en del af afgangen skyldes, at de ældre donorer efterhånden stopper uden at en tilsvarende mængde unge donorer melder sig, konstaterer de. Nedgangen er dog ikke lokal. Antallet af donorer er for nedadgående både på landsplan og i Nordjylland. Den mobile blodbank vil fremover besøge Brovst tre i stedet for to gange om året for på den måde at få tappet mere blod. Men der er altid brug for flere donorer, oplyser Inger Edvardsen. For at blive bloddonor skal man være sund og rask, mellem 18 og 60 år, veje over 50 kilo og være medicinfri. Blodet bruges til at redde menneskeliv, typisk ved ulykker, hos kræftpatienter og ved almindelige operationer. Alle kan således en dag få brug for at hæve en pose eller to på den fælles opsparing i blodbanken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...