Færre børn bruger reflekser

Reflekserne skal på frakkerne i det mørke halvår. PR-foto.

Reflekserne skal på frakkerne i det mørke halvår. PR-foto.

Torsdag den 25. oktober er Årets Refleksdag, hvor der bliver sat fokus på trafiksikkerhed i hele Danmark og uddelt mere end 80.000 reflekser. Årets refleksundersøgelse tyder på, at der er ekstra behov for indsatsen, fordi andelen af børn, der bruger reflekser, er faldet med fem procentpoint (til 72 %) siden sidste år:

- Selvom børnene stadig er dem, der oftest bliver udstyret med en refleks på overtøjet i de mørke vintermåneder sammenlignet med de voksne, så er der grund til bekymring, når vi ser et så stort fald i brugen af reflekser. Måske tror forældrene, at de indsyede reflekser i overtøjet klarer opgaven, men desværre bliver reflekserne slidt ved vask og mister effekten. Det er mange forældre desværre ikke klar over, forklarer Camilla Amstrup, der er bestyrelsesformand i Børneulykkesfonden og privatdirektør i Codan.

Siden 2012 er antallet af dræbte i trafikken ikke faldet. Det viser Vejdirektoratets årlige ulykkesstatistik, og derfor er der god grund til at huske reflekserne. Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der blandt andet arbejder med børns trafiksikkerhed, mener, at de manglende reflekser er et udtryk for glemsomhed og manglende viden om deres effekt:

- Heldigvis er det et fåtal af danskere, der har været involveret i en trafikulykke i mørket. Men selvom mange forældre som udgangspunkt har stor fokus på trafiksikkerhed, kan de hurtigt komme til at glemme refleksen om morgenen, når de har travlt med at komme ud af døren. Det på trods af, at den kan være med til at forhindre trafikuheld i vinterhalvåret.

Derfor er der god grund til at minde hinanden om vigtigheden af reflekserne på Årets Refleksdag. Når vi henter vinterfrakker og flyverdragter frem fra gemmerne, så er det en oplagt anledning til at få dem opdateret med nye reflekser.

Årets refleksundersøgelse viser også, at forældrene er i tvivl om, hvordan reflekserne virker bedst. Mange forældre (68 %) ved således ikke, hvordan man monterer en refleks, så man har størst mulighed for at blive set i mørket.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.