Færre bogorme på biblioteket

Aalborg 9. september 2002 08:00

Danskernes interesse for at stikke hovedet i biblioteksbøgerne er fortsat stærkt dalende. Det fremgår af de seneste tal og opgørelser fra Danmarks Statistik og landets biblioteker, der ikke viser nogen bedring for udlånet. Fra 1990 indtil sidste år er tallet fra folkebibliotekerne faldet med næsten 40 procent. Til gengæld bruger borgerne i stigende grad de elektroniske muligheder. - Sådan har det været i mange år. Det er naturligt i takt med den elektroniske udvikling, at bogudlånet faldet, men det betyder ikke, at vi er holdt op med at læse. Nu gør vi det bare på skærmen i stedet. Meget i forsknings- og undervisningssektoren er lagt i databaser, så det er også en af forklaringerne på det svigtende udlån, siger Rolf Hapel, der er stadsbibliotekar på Hovedbiblioteket i Århus I 1990 lånte danskerne næsten 80 millioner bøger på folkebibliotekerne, mens tallet sidste år lå på godt 50 millioner. Udviklingen i borgernes lyst til bøger fra folkebibliotekerne begrædes ikke i biblioteksverdenen. - Vi får stadigvæk en masse læseoplevelser og viden, men vi henter dem andre steder end på bibliotekets reoler. I 70erne og 80erne var en del af udlånet bånd og plader, nu er det i stedet cd-rommer, playstation-spil og videofilm. Der kommer flere typer, og man kan jo omvendt undre sig over, at det ikke er gået bogen værre. Men bogen som fænomen holder altså stadigvæk og tegner sig stadig for langt den overvejende del af de samlede udlån rundt om på bibliotekerne, siger Rolf Hapel. Samtidig med, at bibliotekerne bruger færre penge på bøger, og flere på nye medier, daler også bogsalget herhjemme. I 1980 blev der solgt 43 millioner bøger herhjemme - i dag er det bare 29 millioner. Vi læser mindre, men der kompenseres i rigelig grad med nye medietyper. - Internettet fremmer faktisk brugen af de eksisterende medier, som for eksempel bøger. Sidste år bestilte over 600.000 brugere deres bøger på vores bibliotek via nettet. Det er en tredjedel. Om det har en direkte indflydelse på det samlede udlån ved jeg ikke, men det viser klart, at folk stadig har lyst til at læse, vi gør det bare mindre end tidligere, men benytter os samtidig også af flere muligheder for at hente viden, siger Rolf Hapel.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...