Færre boliger at vælge mellem ved forårets indgang

Gode tider for danske husholdninger har lokket boligkøberne på markedet og gjort udvalget mindre.

I 2019 blev der solgt boliger i en hastighed, så der ikke kom nye på markedet i samme tempo. Derfor er udbuddet af boliger faldet, viser tal fra Boligsiden. (Arkivfoto)

I 2019 blev der solgt boliger i en hastighed, så der ikke kom nye på markedet i samme tempo. Derfor er udbuddet af boliger faldet, viser tal fra Boligsiden. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Hvis man træder ind i foråret på jagt efter en ny bolig, er der mindre at vælge mellem, end der var eksempelvis sidste år på samme tid. Tal fra Boligsiden viser, at der er 3000 færre boliger til salg end for et år siden.

I alt er der 48.638 boliger at vælge mellem for potentielle købere, hvilket er 1000 færre end for en måned siden. Opgørelsen dækker over alt fra huse og lejligheder til fritidsboliger.

Zoomer man ind på markedet for huse, er det endnu mere tydeligt, at der er færre varer på hylderne, end der plejer at være.

Ifølge Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, har der ikke været færre huse til salg siden slutningen af 2007.

- Der er fuld fart på boligmarkedet i øjeblikket, hvor vi netop har været igennem et 2019, som bød på det højeste antal hushandler i mere end et helt årti, skriver han i en analyse af tallene fra Boligsiden.

- Og den høje appetit på huse giver et helt naturligt drop i udbuddet og dermed et færre antal huse at vælge mellem for køberne.

Han læser det lave udbud som en naturlig konsekvens af økonomisk gode tider for de enkelte husholdninger i Danmark.

De gode tider består af en trio af gunstige vilkår.

Sidste år var der et rentefald, som gjorde det attraktivt at låne penge til et boligkøb eller en omlægning af et boliglån, fordi mange derved kunne spare penge.

Samtidig er beskæftigelsen høj, så der kommer løbende lønsedler ind på bankkontiene rundt omkring.

Sidst, men ikke mindst er lønnen i gennemsnit steget mere end inflationen. Det er det, der kaldes en reallønsstigning. Dermed kan lønmodtagere enten købe mere, eller de kan nemmere spare op.

Også blandt ejerlejlighederne ses et slanket udbud. Her er mere end hver tiende lejlighed forsvundet fra markedet det seneste år. Der er 12 procent færre ejerlejligheder til salg end for et år siden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.