Færre brande i 2012
Største drama i Falck-året der gik, var heldigvis en øvelse

Galleri - Tryk og se alle billederne.
BRØNDERSLEV-DRONNINGLUND:79 brande er Falck i Brønderslev og Dronninglund rykket ud til i løbet af 2012, og bortset fra at det selvfølgelig er 79 for mange, er det noget under gennemsnittet.
- 79 brandudrykninger er meget lavt. Vi plejer at have 120-130 totalt i kommunen, fortalte beredskabschef Jens Anker Gere, da Falck holdt nytårsparole på stationen i Brønderslev nytårsaftens dag.
Udover brandene har der været 21 redningsopgaver, hvilket er dobbelt så mange som normalt, og 17 udrykninger til farlige stoffer, hvilket er helt normalt.
Statistisk har der været ligeså travlt i 2012 som i 2011.
- Vi er oppe på 161 udrykninger lige nu, og havde 164 sidste år. Men i snit plejer vi nok at ligge omkring 180 om året, så det har været et lidt stille år, konkluderede Jens Anker Gere.
Det har endda været mere stille end statistikken umiddelbart viser, da en del opgaver er løst af indsatslederen uden at brandkøretøjerne har været involveret.
Den mest dramatiske oplevelse for Falck-stationen i 2012 var heldigvis kun en øvelse, men en stor én af slagsen med 150 folk fra Falck, politi og hjemmeværn.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.