Virksomhedsøkonomi

Færre gæster i Tivoli København

Tivoli i København har haft færre gæster i 2008 end året før, og overskuddet før skat er ligeledes mindre. Det fremgår af regnskabet for Tivoli A/S 2008. Besøgstallet blev opgjort til godt 3,9 millioner mod 4,1 millioner i 2007. Overskuddet før skat lyder på 77,4 mio. kroner, mens det udgjorde 87,7 mio. kr. året før. Efter skat er de tilsvarende tal 56,5 millioner og 61,2 millioner. Det hører dog med til historien, at det aktuelle regnskab dækker de seneste ni måneder af 2008 og ikke hele året. Tivolis regnskabsår har tidligere dækket perioden 1. april - 31. marts, men nu falder det sammen med kalenderåret. I bemærkningerne til regnskabet konstaterer bestyrelsesformand Jørgen Tandrup og adm. direktør Lars Liebst, at det fremlagte resultat skal ses i lyset af, at årets første kvartal normalt giver underskud. - Alligevel er vi tilfredse med årsregnskabet og glade for, at vi kan fremvise så fint et resultat af den primære drift set i lyset af den tilstand, som samfundsøkonomien befinder sig i, siger Lars Liebst. Ifølge Tivolis direktør viser resultatet for 2008, "at forretningsmodellen holder, og at vi skal blive ved med at udvikle os i årene fremover". Tivoli forventer en omsætning på 590 - 610 millioner kroner i 2009 og et overskud før skat på 30-40 millioner kroner./ritzau/