Færre har et langtidsforbrug af stærkt smertestillende medicin

Ny tal viser, at antallet af danskere, der får opioider i mere end seks måneder, er faldet.

Antallet af danskere, der bruger smertestillende morfinpræparater i mere end seks måneder, er faldet, viser en ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Antallet af danskere, der bruger smertestillende morfinpræparater i mere end seks måneder, er faldet, viser en ny opgørelse fra Sundhedsstyrelsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Antallet af danskere, der får stærkt smertestillende opioider som morfinpræparater i mere end seks måneder, er faldet markant.

Det viser en opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen, der har sammenlignet forbruget blandt danskerne i perioden 2008 til 2017.

Faldet er positivt, mener farmaceut Casper Larsen fra Sundhedsstyrelsen.

- Det viser, at lægerne har opmærksomhed på området og tager aktivt stilling til, om opioider er den rette behandling til patienter med kroniske smerter, siger han i en pressemeddelelse.

I årene 2011-2016 lå antallet af personer, der fik opioider i mere end seks måneder, stabilt på 183.000 personer, men i 2017 er antallet faldet til 170.000.

Hos Gigtforeningen glæder man sig også over faldet.

- Men når jeg ikke har armene oppe over hovedet, så er det fordi, jeg ved, at der mangler en tværfaglig indsats, der skal sættes i stedet for, siger direktør Mette Bryde Lind.

Hun fortæller, at Gigtforeningen dagligt får opkald fra gigtpatienter med kroniske smerter, der mangler hjælp til at trappe ud af brugen af opioider.

Derfor skal der sættes ind med rådgivning, når patienter fra den ene dag til den anden skal udtrappes, lige som der skal sættes noget andet i stedet for medicinen, for eksempel rehabiliteringstræning.

- Det jeg oplever, når patienter fra den ene dag til den anden skal stoppe, er, at de bliver desperate.

- Min bekymring er, at de så prøver at få smertestillende på anden vis. Der er derfor behov for hjælp - professionel hjælp, siger Mette Bryde Lind.

Sundhedsstyrelsen har de seneste år prøvet at komme forbruget af opioider til livs, efter at en kortlægning af forbruget i 2016 viste, at Danmark havde et højt forbrug sammenlignet med de andre nordiske lande.

Antallet af personer, der har brugt opioider i over fem år, var i 2017 det laveste i ti år, viser opgørelsen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.