EMNER

Færre lande gennemfører henrettelser

KØBENHAVN:Dødsstraf er på retur overalt i verden. Stadig flere lande går bort fra den ultimative straf. Men samtidig er antallet af henrettelser voksende. Det fremgår af en ny opgørelse fra Amnesty International. 20 af verdens 198 lande henrettede dødsdømte fanger i fjor. Det er en nedgang på en tredjedel i løbet af de sidste 10 år, fremgår det af rapporten fra menneskerettighedsorganisationen. - Flere og flere lande har bevæget sig væk fra dødsstraf, og det er glædeligt, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty International i Danmark. Til gengæld voksede antallet af henrettede i 2011 sammenlignet med 2010. Ser man bort fra Kina, som er et dystert kapitel for sig selv i denne sammenhæng, så mistede 676 personer livet ved hængning, skydning, giftsprøjte eller halshugning mod 527 personer i 2010. Forøgelsen kan hovedsagelig tilskrives Mellemøsten, hvor antallet af henrettelser er gået op med næsten 50 procent i forhold til 2010. Især Iran og Saudi-Arabien henretter flere, men også i Irak og Yemen havde bødlerne et travlt år. - Med tanke på de store omvæltninger, som den arabiske verden har oplevet i det forgangne år, må vi være særligt opmærksomme på denne del af verden, siger Trine Christensen. - De mange henrettelser vidner om, at menneskerettighederne i regionen er under pres, konkluderer hun. Bødler i Kina har travlt Kina er dog fortsat det land, der henretter flest personer. Det præcise antal er uvist, fordi myndighederne ikke indvier omverdenen i antallet. Men ifølge Amnesty udstedes og eksekveres der i Kina flere dødsstraffe end i resten af verden tilsammen. Selv om antallet af henrettede er en statshemmelighed, så vurderer Amnesty, at tusindvis af kinesere henrettes årligt. USA og Hviderusland er ene om at anvende dødsstraf i den vestlige verden. I USA blev 43 personer henrettet i 2011. Amnesty finder det "tankevækkende", at amerikanerne holder fast i "så grusom en praksis". - Størstedelen af verdens lande er holdt op med at henrette mennesker, og nu må USA indse, at tiden er inde til at gøre endeligt op med dødsstraffe, siger Trine Christensen. I 140 lande er dødsstraffen afskaffet - enten ved lov eller i praksis. Af klodens 198 lande udførte kun 10 procent henrettelser sidste år. Og det glæder Amnesty, der ønsker dødsstraf totalt afskaffet. - Det er den mest grusomme, umenneskelige og nedværdigende straf, der findes, siger Trine Christensen. Ved udgangen er 2011 var der cirka 18.750 dødsdømte i verden./ritzau/