Privatøkonomi

Færre ønsker lån til forbrug

Det kan udmærket passe, at nordjyderne er bedre til at spare op end andre danskere, for de har i hvert fald polstret sig økonomisk bedre end tidligere, lyder det fra Nørresundby Bank.

- Vi kan konstatere, at efterspørgslen efter private forbrugslån er mindre end tidligere, og det kan udmærket hænge samme med, at opsparingen er større, siger bankdirektør Andreas Rasmussen. Han vurderer, at det er de seneste to års krise, der også på dette område har sat sig spor: - Når der er krise i samfundet, er der en tendens til, at folk garderer sig økonomisk. Det betyder så, at man selv har pengene til at købe en ny vaskemaskine, når den gamle går i stykker, og ikke behøver gå i banken og få et lån, nævner Andreas Rasmussen. Han understreger, at man i Nørresundby Bank lige som i andre banker faktisk gerne vil låne penge ud: - Men vi kan jo ikke skabe et behov, der ikke er der, konstaterer han. Mens Gallup-undersøgelsens resultat omkring opsparing underbygges af bankens indsigt i nordjydernes pengesager, kan Andreas Rasmussen ikke på samme måde genkende den del, der handler om, at en del nordjyder slet ingen økonomisk buffer har: - Vi fornemmer ikke, at der er ret mange ude i tovene. Ganske vist stiger antallet af tvangsauktioner langsomt, men modsat er det yderst begrænset, hvad vi har af tab på private kunder, siger han.