Færre opgaver til skolesekretærer

} TEKNIK: I forslaget til næste års budget for Sejlflod Kommune får skolesekretærerne en arbejdsopgave mindre. Som følge af, at landets kommuner skal bogføre alle faktura papirløst fra 1. januar, vil Sejlflod Kommune undersøge muligheden for at flytte al bogføring til rådhuset. Skolesekretærerne vil dermed få en arbejdsopgave mindre. Ved det seneste byrådsmøde undrede Lars Peter Frisk, formand for skole- og kulturudvalget, sig over forslaget. Han mente, at det modarbejdede planerne om at decentralisere på skoleområdet. - Det kan være en god ide at decentralisere opgaver, men nogle gange kan det være en lige så god ide at aflaste skolerne for opgaver. Som jeg ser det, er det ikke bogholderi, der interesserer skolefolk, lød svaret fra borgmester Kristian Schnoor. Før kommunen lægger sig fast på planerne, skal skolerne tage stilling til forslaget. FODBOLD: Nr. Kongerslev IF's serie 4-hold besejrede i weekenden Sventrup 4-2. Michael Pedersen bragte NKI i spidsen kort før pausen. I anden halvleg fik Michael Mou tilkæmpet sig et straffespark, og indskiftede Carsten Christensen scorede mål nummer to. Michael Pedersen var igen på pletten til 3-0. To scoringer af Svenstrup bragte fornyet spænding ind i kampen, indtil Rasmus Binderup afgjorde kampen til Nr. Kongerslevs fordel ved at score det sidste mål.