Røverier

Færre overfald på HT's buschauffører

Citathistorie: Færre overfald på HT's buschauffører **** RITZAUS BUREAUS CITATTJENESTE **** Chaufførernes fagforbund tror ikke på tallene og vil have billetsalget helt ud af busserne Der er ifølge en statistik lavet af Hovedstadens Udviklingsråd (HUR) blevet længere mellem overfald og røverier mod chauffører i HT-busserne i hovedstadsområdet. I 1998 var der 63 deciderede overfald og 16 røverier eller røveriforsøg. Sidste år var antallet af overfald faldet til 29, mens antallet af røverier eller røveriforsøg holdt sig på seks. Og med 17 overfald og fire røverier eller røveriforsøg fra januar til juli i år ser tendensen ud til at holde.Men afdelingsformand Per Petersen fra Chaufførernes Fagforening i København tror ikke på tallene. Han er overbevist om, at det kun er de mere grove ting, der bliver registreret.- Vi har en opfattelse af, at tallene ikke passer, siger han til DAGBLADET Roskilde.Ved årsskiftet 1998-1999 stoppede salget af klippekort i busserne. Men Per Petersen mener, at pengene skal helt ud af busserne, så man heller ikke sælger almindelige billetter.- Vi vil have pengene helt væk. Er de væk, vil volden i busserne ikke være anderledes end i resten af samfundet, forudser Per Petersen.HURs administration har under alle omstændigheder på baggrund af overfald i løbet af foråret haft diskussioner med de faglige repræsentanter, entreprenørerne samt med andre trafikselskaber om mulige løsninger på problemet.Ifølge HUR er chauffør-repræsentanter ikke interesserede i en afskærmning, da det vil føre til, at chaufførerne mister kundekontakten, der af mange chauffører anses som meget væsentlig for at kunne udføre arbejdet tilfredsstillende.Man har også undersøgt, hvad andre storbyer gør. I Stockholm findes der for eksempel et frivilligt korps, der tager rundt med busser og metro om natten, ligesom et korps kan rykke ud og nå frem til en chauffør i løbet af maksimalt 10 minutter hele døgnet. **** DETTE STOF ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF ANDRE **** **** STOFFET KAN ANVENDES EFTER DE ALMINDELIGE GÆLDENDE CITATREGLER ****