Færre penge til forbrug

Stigende renter gør indhug på boligejernes bankkonti

Danskerne betaler lidt mere for at låne penge til boligen, efter renterne så småt er begyndt at krybe i vejret. Beregninger fra BRFkredit viser, at det i gennemsnit er blevet 4000 kroner dyrere om året at låne én million, efter de seneste par måneders rentestigninger. Det svarer til en ekstra udgift på 2640 kroner efter skat eller omkring 220 kroner mindre til forbrug om måneden. - Set i det perspektiv er der tale om mindre rentestigninger, men man skal huske på, at mange bække små gør en stor å, siger Mikkel Høegh, seniorøkonom i BRFkredit, i en kommentar. - Renterne vil således være stigende igennem 2011, hvilket betyder, at de danske husholdninger vil opleve et mindre rådighedsbeløb, tilføjer han. Sammenligner man første kvartal 2011 med tilsvarende periode i 2010, er det blevet 276,25 kroner dyrere efter skat per måned at optage et realkreditlån på én million kroner. /ritzau/