Hjallerup

Færre skytter trods succes med skoleskydning

AALBÆK:- Medlemstallet går stadig den forkerte vej med 78 i 2004 mod 84 året før, hvilket er et fald på 9,2 procent. Det måtte den afgående formand for Aalbæk Skyttekreds, Arne Jensen, erkende i sin sidste beretning. - Når jeg kigger lidt nærmere på årsagen, kan jeg se, at en del af dem, der har meldt sig ud af foreningen, er skytter, som har afleveret deres våben til ophugning, og derfor ikke er pligtig til at være med i foreningen. Men jeg håber da skydning senere kan få interesse, og foreningen har våben nok til brug for mange flere medlemmer, sagde han. Aalbæk Skyttekreds får dog løbende nye, unge medlemmer og har gennem mange år haft succes med at stå for aalbækkernes deltagelse i skoleskydningen. - I 2004 var det den 10. skoleskydning, der blev holdt på landsplan, og vi var med igen. Aalbæk Skoles 5. klasse med 22 elever deltog alle, og vi havde også fire hold med i amtsfinalen. Og fire hold mellem de 20 bedste ud af 56 deltagende hold på amtsplan, må siges at være meget flot, og det har vi aldrig prøvet før. - Og jeg vil lige nævne i forbindelse med amtsfinalen, at vi havde en meget fin opbakning fra forældrene, de stod nærmest i kø, for at køre til Hjallerup. Det siger vi mange tak for. Selv om vi havde fire hold med, rakte resultaterne ikke til medaljer. Det blev til placeringer som nummer 6, 13, 14, og 16 i amtsfinalen, men vi havde en meget fin tur, konstaterer Arne Jensen. Skoleskydningen er jo er lavet for at få flere medlemmer til foreningerne, og det har aalbækkerne da også nydt godt af. - Vi fik syv nye medlemmer, og nu håber jeg, at de fortsætter i foreningen. Aalbæk Skyttekreds er da også klar til skoleskydningen for 2005. Skoleskydningen foregår på skyttekredsens 15 meter bane i Aalbæk Idrætscenter. I sommerhalvåret skydes på 200 meter banen ved Knasborg Å syd for Aalbæk. - Aktiviteten på 200 meter banen er desværre faldet en del i forhold til sidste år, idet der i alt er afgivet 2.450 skud, hvilket er 1.000 færre end året før. Om det skyldes prisen på patronerne, som vi forhøjede, eller mindre interesse for langdistanceskydningen, der gør sig gældende, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg ser da meget gerne, at der sker en ændring, for ellers ser det da skidt ud, for plads til flere skytter mangler vi ikke, sagde formanden. Det er mest voksne, der skyder udendørs, men måske er der udsigt til flere unge medlemmer. - Vi så i årets løb en enkelt af vores juniorskytter på 200 meter banen, og det er dejligt. Jeg håber, at der i 2005 vil komme endnu flere, for det er jo de unge, kredsen skal bygge på, fastslog Arne Jensen. Skytterne fik i 2004 renoveret skiverne på banen ved Knasborg Å med ny bagbeklædning, og huset har fået en omgang med reparation af murene og kalkning, men den nu forhenværende formand konstaterer, at det er nødvendig med reparation af murene til sommer. - Stormen i januar måned var også hård ved huset, idet en del af tagrygningen blæste ned, men der er bestilt tækker til at reparere taget, fortalte han.