Trafikpolitik

Færre ture med bussen

Et par passagerer med bussen er ikke nok til at holde turen i live

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Enkelte pendlere kan godt skrive en bil på ønskesedlen til jul. Der bliver nemlig færre busruter i Brønderslev Kommune fra nytår, for der er grænser for, hvor få passagerer der kan få hjulene på bussen til at dreje rundt. - På linje 212 vil der ske besparelser ved årsskiftet, så der kommer færre ture mellem Dronninglund og Brønderslev, siger Jørn Kristensen fra vej- og trafikafdelingen i Brønderslev Kommune. Fra 1. januar 2007 blev nogle af busruterne lavet om. blandt andet blev linje 203 ændret, så den nu kører fra Hjørring over Jerslev med Brønderslev som endestation i stedet for til Hjallerup og Dronninglund. - Det bliver de helt tidlige og de helt sene ture, der bliver aflyst, fortæller Jørn Kristensen og begrunder det med et økonomisk hensyn. - Hvis der kun er to-tre personer med bussen, kan det ikke betale sig. Det handler om kroner og øre, siger han. Kun skoleelever Mange af busruterne i kommunen er tilpasset skoleeleverne, og det bliver for dyrt for kommunen at tilgodese de pendlere, der har et andet behov end det, skolebusserne kan dække. Og Jørn Kristensen mener ikke, at det vil løse noget at sætte buspriserne op. Tværtimod. Han har i stedet et andet råd til de pendlere, der er afhængige af de helt tidlige og de helt sene ruter: - De må enten få en bil eller finde nogen at køre sammen med. Det er der mange, der gør. Vi har også teletaxa på nogle ruter, men det er mest i weekenden og på sene aftenture, siger han. Problemet med teletaxaer er, at det ikke er så udbredt blandt befolkningen. Og de kører heller ikke på alle ruter. - Det er mest de unge, der går til sport, der benytter sig af dem, siger Jørn Kristensen.