Trafikulykker

Færre ulykker betyder ikke billigere bil-forsikringer

Forbrugerrådet mener, at priser burde falde

Anne Dehn Jep­pe­sen, ju­rist i For­bru­ger­rå­det: - Når de har op­le­vet stig­nin­ger i ud­gif­ter­ne, så har præ­mi­er­ne fået en tak opad. Det om­vend­te bør ske, når for­sik­rings­sel­ska­ber har fær­re ud­gif­ter. Arkivfoto: Bjarke Ørsted/Scanpix

Anne Dehn Jep­pe­sen, ju­rist i For­bru­ger­rå­det: - Når de har op­le­vet stig­nin­ger i ud­gif­ter­ne, så har præ­mi­er­ne fået en tak opad. Det om­vend­te bør ske, når for­sik­rings­sel­ska­ber har fær­re ud­gif­ter. Arkivfoto: Bjarke Ørsted/Scanpix

KØBENHAVN:Danskerne kører pænere bil, efter vi risikerer at få klip i kørekortet. Men forsikringsselskaberne står ikke i kø for at belønne bilisterne. Godt nok har Alka og GF Forsikring sat præmierne på bilforsikring ned, men ingen af Danmarks fire største selskaber - Topdanmark, Codan, Tryg og Alm. Brand - har planer om at gøre det samme, viser en rundringning. Det ærgrer jurist i Forbrugerrådet Anne Dehn Jeppesen. - Alle burde følge trop med at sætte priserne ned. Det er konstateret, at klippekortsordningen får folk til at køre pænere, og der er færre skader, siger Anne Dehn Jeppesen, som understreger, at det ikke er fordi, selskaberne ikke må tjene penge. - Det skal de jo. Men det ville klæde selskaberne, at der var bedre forhold mellem præmiestørrelsen og selskabernes indtjening. Når de har oplevet stigning i udgifterne, så har præmierne også fået en tak opad. Det omvendte bør ske, når forsikringsselskaber har færre udgifter, siger hun. Klippekortet en succes Hos Rigspolitiets færdselsafdeling forventer man at registrere omkring 25.000 færre færdselsforseelser end sidste år, fortæller Mogens Wilbert, chef for Rigspolitiets færdselsafdeling. - Det kan jo ikke undgå at have en betydelig indflydelse på antallet af skader og ulykker. Vi har ingen grund til at tvivle på, at klippekortet har en væsentlig andel i succesen, siger Mogens Wilbert, chef for Rigspolitiets færdselsafdeling. Særligt er antallet af dræbte og tilskadekomne faldet markant. Antallet af dræbte i trafikken var sidste år det laveste i 60 år ifølge tal fra Danmarks Statistik. Jurist i Forbrugerrådet Anne Dehn Jeppesen mener, at det skal komme forbrugerne til gode i form af billigere forsikringspræmier, men det er der ingen planer om i Danmarks fire største forsikringsselskaber, som i første halvår havde et samlet overskud på 2,8 milliarder. Selskaber afviser kritik - Vores udgangspunkt er, at vi er en forretning. Vi er sat her på jorden for at tjene penge til vores aktionærer. Nogle år taber vi penge, og nogle år tjener vi penge, siger privat direktør i Alm. Brand, Pia Holm Steffensen. Heller ikke i Codan forstår man kritikken. - Forbrugerrådet bør vide, at der er forskel på aviser og køleskabe såvel som forsikringer. Derfor kan man ikke bare sige, at man over en kam skal sætte priserne ned. Det kunne jo tænkes at nogle forsikringsvirksomheder havde et bedre produkt end andre, siger pressechef i Codan, Carsten Sivertsen. Hvis man som forbruger ønsker et overblik i forsikringsjunglen, f.eks. over de billigste bilforsikringer, så kan man finde hjælp på www.forsikringsluppen.dk. Det er Forsikring & Pension, Forbrugerrådet, Forbrugerombudsmanden og Konkurrencestyrelsen, der står bag hjemmesiden, hvor man kan sammenligne priser fra forskellige forsikringsselskaber./ritzau/