Færre vælger at trække efterlønskortet

Antallet af efterlønnere svinder ind. Det er især kvinderne, der vælger at trække stikket før folkepensionen.

Færre vælger at trække efterlønskortet

Der er færre og færre, der vælger at trække sig tilbage fra jobbet og i stedet gå på efterløn. Samlet var der 100.600 personer på efterløn i fjerde kvartal 2012 - et fald på 2100 i forhold til kvartalet før.

Og siden tredje kvartal 2007, hvor antallet af efterlønsmodtagere toppede, er antallet faldet med hele 39.700 eller 28,3 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er især kvinderne, der holder fast i muligheden for at kunne trække sig tilbage og gå hjemme, før folkepensionen sætter ind. I årets fjerde kvartal var der 57.400 kvinder og 43.200 mænd på efterløn.

Det svarer til, at omkring en tredjedel af de 60-64-årige kvinder var på efterløn, mens det samme kun gjaldt for omkring en fjerdedel af de 60-64-årige mænd.

Ser man geografisk på, hvor der er flest ældre, der forlader jobbet, skal man til klippeøen Bornholm.

Det seneste kvartal er andelen af efterlønsmodtagere faldet 0,5-0,6 procentpoint i samtlige landsdele, undtagen på Bornholm hvor den er steget med 0,1 procentpoint.

Samtidig har Bornholm den højeste andel af efterlønsmodtagere på 36,1 procent, mens København har den laveste andel med 22,2 procent i fjerde kvartal 2012, viser tallene fra statistikbanken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.