Færre vælger privat

Trods ventetid udnytter færre patienter behandlingsgaranti

NORDJYLLAND:Forårets konflikt blandt sundhedspersonalet gav privathospitalerne kronede dage. Med behandlingsgarantien i hånden blev rigtig mange mennesker nemlig henvist til de private hospitaler. Men nu hvor konflikten er slut, og sygehusene stadig har svært ved at leve op til behandlingsgarantien på én måned, ser det ud til at færre nordjyder ønsker at benytte muligheden for at modtage behandling på et privathospital. Således har Patientdialogkontoret i Nordjylland, der blandt andet vejleder folk om muligheden for behandling på privathospitaler, i øjeblikket cirka 30 henvendelser herom dagligt, hvilket er det normale niveau. Men da konflikten stod på havde de omkring 60 henvendelser om dagen fra folk, der overvejede behandling på et privathospital. Mulighed for behandling Selvom ventetiden til mange behandlinger i det offentlige nu er ekstra lang på grund af konflikten, undrer det ikke Anni Olesen, at henvendelserne har været aftagende. – Det er indlysende, at vi får færre henvendelser, nu hvor der ikke er konflikt længere. Under konflikten kunne de fleste jo slet ikke komme i behandling, og derfor var de nok mere opmærksomme på at finde ud af, hvilke rettigheder og muligheder de havde for at blive behandlet et andet sted. Men nu hvor folk igen kan blive behandlet i det offentlige, har henvendelserne til os fundet sit normale leje, fortæller hun. Det er blandt andet Patientdialogkontorets opgave at vejlede om muligheden for behandling på privathospital, mens det er Visitationskontoret i Region Nordjylland, der står for selve henvisningerne til det private. Og tilsyneladende har de private hospitaler i øjeblikket knap så travlt som under konflikten. I hvert fald meddeler telefonsvareren hos PrivatHospitalet Skørping, at de holder ferielukket til 4. august.