Videregående uddannelser

Færre vil læse til lærer i Hjørring

24 pc.t færre har valgt Hjørring som første prioritet - et hold mindre

HJØRRING:Der er væsentligt færre, der vil tage læreruddannelsen på Hjørring Seminarium, end der plejer. Det er den dårlige nyhed. Den gode er, at bestyrelsen havde det på fornemmelsen, så man har delvist taget højde for det i budgetlægningen. Man har nemlig disponeret med et hold mindre end først beregnet. Ansatte svarende til 3,5 årsværk har allerede fået besked på, at de desværre skal stoppe. - Det er en rigtig træls situation, siger seminariets rektor Nils-Georg Lundberg, som i sin egenskab som formand for Rektorforsamlingen har udsendt en pressemeddelelse, der fortæller at tendensen er den samme over hele landet. Det samlede ansøgertal for hele landet er faldet med 9,8 pct. I Hjørring er tallet af ansøgere, der har Hjørring Seminarium som første prioritet faldet med 24 pct. - det tal er for hele landet faldet med 13,3 pct. Samlet set er ansøgertallet til læreruddannelsen i Hjørring faldet med 38 ansøgere, svarende til et fald på 15 pct. - Hos os i Hjørring er det først og fremmest kvote to ansøgerne, der har svigtet i år. Der er ikke nogen forklaring på det. Tilbagegangen er sket landet over helt på kryds og tværs. Det er for eksempel ikke sådan, at det er yderkantsseminarierne, der har fået færre tilmeldninger, forklarer Nils-Georg Lundberg. Han kan kun gisne om, hvorfor ansøgertallet er faldet: - Det seneste års megen negativ omtale af såvel folkeskole som læreruddannelse kan have påvirket ansøgerne til ikke at vælge læreruddannelsen. Derfor er jeg først og fremmest bekymret på læreruddannelsens vegne. Der er brug for optimisme, og jeg håber, at det kommer ved den kommende reform af læreruddannelsen. Såvel lærerjob som læreruddannelsen skulle gerne igen blive attraktivt, for de kommende års udfordringer i folkeskolen får brug for veluddannede lærere. Seminariet venter nu på det såkaldte efteroptag. Det er perioden efter 28. juli, hvor ansøgerne får svar. Det får mange unge til at kigge sig om efter en anden uddannelse eller uddannelsessted. - For to år siden fik vi for eksempel en masse tilmeldinger ved efteroptaget. Vi satser på ialt at nå op på et ansøgertal på 140, siger Nils-Georg Lundberg. Mens læreruddannelsen altså har færre ansøgere, så har pædagoguddannelsen på Hjørring Seminarium oplevet en lille fremgang i ansøgertallet denne gang.