Færre voldssager hurtigt for retten

KØBENHAVN:Færre voldssager når at blive sendt til retten indenfor de første 30 dage, oplyser Rigsadvokaten. Landets øverste anklagemyndighed har netop opgjort, at 65,7 procent af alle straffesager om vold i første halvdel af 2004 nåede at blive sendt til domstolen indenfor en måned. Det er den laveste andel siden den første opgørelse i 2002 og et fald fra 69,4 procent i andet halvår af 2003. Rigsadvokaten påpeger dog, at det er fortsat lykkedes næsten alle politikredse at fastholde sagsbehandlingstiden, så over halvdelen af voldssagerne bliver indbragt for retten inden 30 dage. Fem af landets politikredse kan dog ikke overholde dette og får kun afsluttet under halvdelen af voldssagerne indenfor den første måned. /ritzau/