Fætter- og kusinefest på Livø

Folk mødes år efter år til jazzfestival på Livø for samværets og musikkens skyld

LIVØ:Sol, jazz, gensynsglæde og frække vittigheder fik smilene frem på Livø Jazzfestival i går. Siden 1996 har den første weekend i august være helliget jazzfestival, og selvom der nu er endnu en jazzfestival i Løgstør, får Livø bestemt sin del af det jazzelskende publikum. Forklaringen ligger i samværet med andre, som med årene er blevet venner. Musikken er også vigtig, men det at føle sig en del af en stor familie, vægter nok mest, når det kommer til stykket. - Livø Jazz er jo blevet kaldt Danmarks største fætter- og kusinefest. Alle kender alle, siger Orla Sørensen, der selv er bedst kendt som Fætter Orla. Han var med til at arrangere den første festival på Livø og spiller også selv trompet i forskellige sammenhænge. Sidste år havde han en afstikker til festivalen i Løgstør, men denne weekend er trompeten sejlet til Livø. - For mig er Livø Jazz som at have plantet et træ og være ked af det, hvis skidtet går ud. Men det betyder også noget for mig, at det går godt i Løgstør. Jeg elsker jazz, så jeg vil gerne, at det går godt alle steder, forklarer Fætter Orla. Som løgstørianer løber man ikke nødvendigvis ind i naboen på Livø. Her kan sidemanden i teltet lige så godt være fra Sønderjylland eller Fyn. Det betyder dog ikke noget særligt, når først musikken spiller. I går lagde blandt andre Daimi vejen forbi. Hun charmerede et fyldt festivaltelt med sin udstråling og glimrende jazz-stemme, men der var nu heller intet at udsætte på ”opvarmningen” i form af gospelbandet Amaze. Sammen med solen havde de fået temperaturen i teltet på kogepunktet, og publikum sang, dansede og drak kolde Livøl. Antallet af solgte billetter var ikke gjort op i går. Men værelserne på øen var fyldt op, og der var masser af telte på campingpladsen. Det skønne sommervejr fik desuden flere til at besøge øen for en enkelt dag. Skilte rundt om på øen proklamerede, at Livø Jazz 2005 allerede er ved at blive planlagt. En del værelser er da også allerede booket på forhånd - sådan en fætter- og kusinefest siger man da ikke nej til. I dag slutter Livø Jazz med jamsession for søndagskvikke musikere.