Fagenes Fest ender i tovtrækkeri

ARDEN:Pokalen står og hygger sig rigtig godt hos Rold Skov Savværk - og der bliver pokalen med garanti stående det næste års tid, forlyder det skråsikkert fra savværkets slyngelstue. Det drejer sig naturligvis om den prestigefyldte tovtrækningsdyst i kølvandet på Fagenes Fest i eftermiddag klokken 13 i forbindelse med Mosefesten i Arden. Som en gryende tradition foreskriver, så skal vinderholdet fra denne firkamp efterfølgende trække tov med vindermandskabet fra i fjor. Og får Rold Skov Savværk magt, som de har agt, så kommer de til at trække tov med sig selv, eftersom savværket møder til fagens frygtesløse kamp mod mandskaber fra Univeyor, Arden Bogtryk og Arden El. Men selv brølestærke, storskrydende skovværksarbejdere får ikke lov at trække tov med deres egne skygger, så skulle de vinde Fagenes Fest, får konkurrencens nummer to chancen for at trække vandrepokalen hjem det næste års tid. Hvis de tør.