Fagfolk mystificerede over mesterlære

Det ny folketings allerførste forhandlingsresultat beskyldes for at være tom retorik

Skolevæsen 15. februar 2005 05:00

Mesterlæren skal genindføres!, mener Dansk Folkeparti, og statsministeren er positiv. Der er kun et lille problem, lyder svaret. Mesterlæren findes allerede. - Det er i dag muligt at gå direkte til mester i stedet for at starte på skolen. Ordningen eksisterer i bedste velgående, den er bare ikke særligt brugt, siger Socialdemokraternes ordfører for erhvervsuddannelserne, Carsten Hansen. Han melder sig i koret af organisationer, der gerne ser de faglige uddannelsers tilbud til bogligt svage unge trimmet - men som ikke kan forestille sig mesterlæren som et mere omfattende alternativ til de nuværende erhvervsuddannelser. Formanden for erhvervsskoleforeningen Peter Kay Mortensen er dog først og fremmest forvirret. Han vil ikke afvise, at der kan skrues ned for det teoretiske indhold inden for enkelte fag, men dén beslutning er helt op til fagenes egne faglige udvalg. Dertil kommer, at der allerede findes ordninger for bogligt svage elever. De har ret til et få sammensat et skræddersyet forløb med mere praksis og mindre teori. V selv i tvivl Venstres egen ordfører på området, Tina Nedergaard, har ikke været involveret i forhandlingerne om regeringsgrundlaget. Hun har for nylig været med til at skrue 23 korte erhvervsuddannelser sammen, der netop blev sammensat som et tilbud til unge, der ikke kan magte de længere og mere boglige fag. Nu venter Tina Nedergaard på at finde ud af, hvad der ligger i mesterlære-forslaget. Hun kan ikke forestille sig, at regeringsgrundlaget vil rumme et decideret nybrud på området. Tina Nedergaard afviser samtidig, at en "ny mesterlæreordning" fri for tykke bøger kan blive et alternativ i en række af de tekniske skolers mest populære fag: - Som verden ser ud i dag kan man hverken blive elektriker, tømrer eller automekaniker uden at bruge en del tid på skolebænken. Flere arbejdsgiverorganisationer er i udgangspunktet positive for forslaget. Både Dansk Handel & Service og Håndværksrådet ser gerne de unges skolegang reduceret. Erhvervsskolernes Peter Kay Mortensen minder dog om, at virksomhedernes interesser ikke altid er de samme som samfundets. - Hvis en murerlærling er et sted, hvor han lægger fliser i to år, bliver han formentlig rigtig god til fliser. Problemet opstår, når han senere skal arbejde et sted, hvor stenene skal oven på hinanden. Dansk Folkepartis Peter Skaarup ønsker ikke på nuværende tidspunkt at uddybe tankerne bag partiets forslag. - Men vi hører fra især de små virksomheder, at hvis man genindførte mesterlæreren, så vil der være mere reelle muligheder for at få de unge ud i uddannelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...